(Danish post)

Nordisk fantasy noir, hvor en række bestialske mord viser sig at hænge sammen med en urgammel profeti om verdens undergang.

17-årige Anne kan se hændelser i fortiden, og en nat genoplever hun et uhyggeligt gammelt mord. En rødhåret pige bliver myrdet og får skåret et runetegn i ryggen. Men kort efter begynder rødhårede piger at blive dræbt på egnen, og tegnet er på dem alle.

Pludselig er den lille by fuld af fremmede. De har mystiske kræfter, og de kredser om Anne, som ikke er vant til at have folk tæt på. Den asatroende Luna, den gudesmukke Mathias og den mystiske Varnar ønsker alle at hjælpe hende. Men er de venner eller fjender? Kan hun stole på sine følelser efter et helt liv alene? (kilde)

---

Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten I Serie: Ravnenes Hvisken #1 I Forlag: Carlsen I Udgivelsesdato: 01.06.16 I Sideantal: 707 I Min bedømmelse: ★★★★★★

---

Det her bog kom fuldstændig bag på mig. Forventningerne var sat højt grundet al den gode omtale, romanen har fået, og den levede da også fuldt ud op til dem. Nej, faktisk oversteg den dem. Men den var ikke hvad jeg havde regnet med, hvilket blot gjorde den så meget bedre. Jeg er overrumplet og forelsket og synes på ingen måde, at de mere end 700 sider var nok. Her er hvorfor.

Romanen er velskrevet og gribende, plottet er nervepirrende og beskrivelserne af Nordjyllands barske natur er enormt betagende. Næsten hvert eneste kapitel slutter med en cliffhanger, der gør bogen noget nær umulig at lægge fra sig. Jeg blev fuldstændig revet med, og jeg sad selv og prøvede at gætte morderens identitet undervejs. Og selvom mine anelser viste sig at være korrekte, er bogen langtfra forudsigelig, og jeg havde da også flere under mistanke inden afsløringen.
Ordet unik beskriver Ravnenes Hvisken utrolig godt. Genren er fantasy, men alligevel føles det ikke som noget, jeg før har læst. Det er en interessant hybrid mellem krimi og fantasy (og en masse dansk humor), hvilket fungerer strålende.
Fantasy kan ofte virke overvældende, især når vi får leveret en masse information om det fantastiske univers. Men hovedpersonen Annes sarkastiske og tørre reaktioner på disse afsløringer gør det hele lidt lettere at acceptere. Hun håndterer og forholder sig til det overnaturlige med en tilpas mængde skepsis og sort humor og tager således de mange fantastiske elementer ned på et plan, hvor det ikke bliver for meget af det gode.

“Lige nu er jeg stærkere, smukkere og visere end ellers.”
“Tillykke med det,” mumlede jeg og himlede.

På et tidspunkt, lidt over halvvejs inde, synes jeg dog, vi blev bombarderet med lidt for mange store afsløringer og informationer om det overnaturliges eksistens og Annes identitet. Introduktionen til alt det overnaturlige (jeg ser det lidt som bogens overgang fra krimi til fantasy) var lige lovlig abrupt efter min mening. Men det er også det eneste, som jeg kan sætte en finger på.

Hovedpersonen Anne har fuldstændig vundet mit hjerte, og hun er en af de vigtigste grunde til, jeg holdt så meget af bogen. Anne er en selvstændig pige, hun er ikke særlig medgørlig og til tider svær at holde af. Hun har ikke haft det let, da hun gennem sin opvækst er blevet kastet rundt mellem diverse plejefamilier. Folk ser skævt til hende, hvilket har gjort hende tvær og isoleret. Men jeg fandt hendes skeptiske væremåde enormt forfriskende, for det er præcis sådan nogle kvindelige hovedpersoner, vi mangler i YA. Ravnenes Hvisken kunne let komme til at ligne noget à la Twilight –  en hjælpeløs pige, som alle overnaturlige væsner af en eller anden mystisk grund drages mod, og som lægger hele sin lykke og alle sine valg i hænderne på en fyr. Men heldigvis er Anne ingen Bella Swan. Hun finder sig ikke i noget som helst, hun står fast ved sine principper, og selvom hun ofte har brug for hjælp, er hun langt fra hjælpeløs. På grund af Annes stærke personlighed kan Ravnenes Hvisken derfor klare selv de mest overbeskyttende, selvopofrende og kærlighedserklærende Edward Cullen-typer, uden det forringer historiens kvalitet.

“Jeg synes ikke, at du skal træne med ham mere.”
“Det er godt nok synd for dig, at du ikke synes det.”

Hvis I har læst min anmeldelse af Den Faldne Djævel, ved I nok godt, at jeg er en sucker for mytologi, der flettes ind i romaner. Og det gør Malene Sølvsten! Det fede er, at hun ikke bare gør det overfladisk med de mest kendte myter. Nej, hun dykker så langt ned i den nordiske mytologi, at jeg ikke engang kunne følge med (og jeg var ellers så sikker på, at jeg havde godt styr på mine nordiske myter). Hun bruger bl.a. Vølvens spådom fra 900-tallet til at forme plottet, hvilket er genialt. Samtidig stiller hun nogle interessant spørgsmål om religion, der giver både Anne og læseren lidt at tænke over.

“Den menneskelige hjerne er et mysterium. Skabte den guderne, eller skabte guderne den?”

Ravnenes Hvisken var for mig et frisk pusterum mellem al det engelske fantasy, jeg normalt læser.  Malene Sølvsten lader eksempelvis bogens teenagerne gå i seng med hinanden uden det gøres til en big deal, og sort humor og jokes med seksuelle undertoner bruges i stor stil, hvilket jeg var vild med. Bogen mindede mig om, hvor meget jeg holder af dansk fantasy, som jeg slet ikke læser nok af. Og Malene Sølvsten er i den grad blevet en af mine favoritter indenfor genren, hvor hun får plads blandt forfattere som Lene Kaaberbøl og Josefine Ottesen.

Malene. Tak for at give mig lyst til både at udforske mere dansk litteratur og nordisk mytologi. Tak for en helt fantastisk og medrivende historie. Jeg kan ikke vente til næste bind udkommer.